Stress er en naturlig menneskelig reaktion, der skal sikre vores overlevelse. Det er et urinstinkt, der
har til formål at forberede os på kamp eller flugt, der gælder liv eller død. Så når vi udsættes for en
reel fare, reagerer vi med stresssymptomer og under normale omstændigheder vil disse fysiologiske
symptomer gradvist aftage, når faren er overstået.
Akut stress
Denne akutte stresstilstand er ikke skadelig for os. Tværtimod, den får os til i kortere perioder at
yde vores maksimale. Det være sig i livstruende situationer, men også i situationer, hvor vi skal
præstere noget, f.eks. hvis vi skal til eksamen, holde tale, til jobsamtale m.m.
Når stress udvikler sig
Men stress kan også udvikle sig til en mere kronisk tilstand, hvis vi ikke får restitueret efter udløst
respons.
Det er denne type stress, vi ofte støder på i et fortravlet hverdagsliv, og det er en situation,
der oftest kommer snigende.
Fra hvisken til råben
Kroppen starter med at lave svage signaler, og hvis vi ikke lytter, men blot fortsætter vores travle,
pressede liv, vil kroppen begynde at lave stærkere og stærkere signaler, indtil den til sidst råber
virkelig højt for at få vores opmærksomhed, og hér er der ofte tale om ret alvorlige stresssignaler.
Det kan være markant forhøjet blodtryk, kraftig hjertebanken, hovedpine, ondt i maven/solar
plexus, koncentrationsbesvær, let til gråd eller vi kan ende i et regulært sammenbrud/kollaps.
Stresssymptomerne gør os i bund og grund opmærksomme på, at der er noget i vores liv, som er
uhensigtsmæssigt for os, noget der er ude af balance, som vi skal have kigget på.
Efterhånden som vi får kigget vores liv efter i sømmende, sat grænser, lytter til vores signaler,
finder ind til vores sande behov og værdier og ikke mindst får handlet på det, så vil kroppen
langsomt holde op med at larme.
- Nogle af de symptomer, der kan vise sig i din hverdag kan være:
- Du føler dig træt lige fra du slår øjnene op om morgenen
- Du har svært ved at overskue dagene
- Du er helt energiforladt, når du kommer hjem fra arbejde
- Du har ikke overskud til at være noget for nogen, hverken dig selv eller din familie
- Du går rundt med ondt i maven/solar plexus
- Du går rundt og føler dig utilstrækkelig både på arbejdet og hjemme
- Du har svært ved at rumme andre mennesker
- Du er sur og irritabel og har svært ved at styre dine reaktioner
- Du er blevet mere sensitiv over for larm
- Du har svært ved at koncentrere dig
- Du glemmer ting, du ikke plejer at glemme
- Du har fysiske symptomer som hjertebanken, åndedrætsbesvær, hovedpine og
synsforstyrrelser, sover dårligt om natten og har lettere til tårer, end du plejer.
Genkender du disse symptomer, har stressen højst sandsynligt sneget sig ind på dig. Men det kan der
gøres noget ved, så du kan få dig et liv i glæde og trivsel. Det har du fortjent.
Du er velkommen til at kontakte mig her for en uforpligtende snak om, hvorledes jeg kan
hjælpe/guide dig i forhold til din stress.